Dronningebal

(Artiklen gengivet i Uge-Bladet for Skanderborg 1998)

Det er en tradition, at dronningen hvert andet år inviterer folketingsmedlemmer med ledsagere til fest sammen med regeringen og EU-parlamentarikere og hoffets øverste ansatte.
Her er beskrivelsen af det andet dronningebal, jeg deltog i.

Torsdag 5. februar 1998 var regering, folketingsmedlemmer og EU-parlamentarikere alle med ledsagere inviteret til fest hos Hendes majestæt Dronning Margrethe og Prins Henrik.

Invitationen var allerede indløbet i begyndelsen af januar, så der var god tid til at få anskaffet sig festtøj, hvilket vil sige lang kjole til kvinderne og "kjole og hvidt" til mændene.


Torsdag formiddag på gruppemødet i Venstres folketingsgruppe blev vi af gruppens nestor, Knud Enggaard på en meget humoristisk måde informeret om etikette ved sådanne fester samt om ulastelig påklædningen. Senere på dagen havde nogle af gruppens medlemmer en ekstra øvetime i Lancier, en dans hvor Venstre altid markerer sig godt. Også fremskridtspartiets medlemmer og de konservative øvede sig under Kirsten Jacobsens ledelse. Socialdemokraterne øver sig vist ikke, idet kun få af dem deltager i dansen.


Festaftenen blev indledt med champagne på Ridebanen af alle vi Venstrefolk, der havde kontorer i den del af Christiansborg.
Vi var alle klædt i flotte kjoler, og herrerne flankerede os som stilfulde pingviner.


Det er ikke Venstrefolk, der formaster sig til at kommer i smoking eller jakkesæt, når indbydelsen lyder på kjole og hvidt.
Enkelte socialdemokrater kom i jakkesæt med røde propeller, mens de SFere, der modtog invitationen, kom ulasteligt klædt.


Mens vi skyllede champagnen ned og beundrede hinandens påklædning, blev vi alle fotograferet, hvorefter vi begav os i samlet trop over slotsgården til de kongelige gemakker.


Allerede på nederste trappeafsats i den ydre hall stod dronningens ceremonimester Eugen-Olsen og tog imod hver enkelt med et håndtryk og en velkomst. Vi fortsatte derefter ind igennem den lange  passage, hvor gallaklædte gardere stod vagt, og hvor alle presse-fotograferne stod og lynede, hver gang en kendt person kom forbi. Når en flok nyere folketingsmedlemmer passerede forbi, slukkedes blitzene uinteresseret for igen at lyse hallen op ved statsministerens og de kongeliges ankomst.


Enkelte berømtheder som Jacob Haugaard, som gik ind lige før mig, blev bedt om at stå i positur sammen med sin kone, mens min mand og jeg uantastet vandrede op ad den røde trappeløber til Hofmarschal Søren Haslund-Christensen, som stod på øverste trappeafsats og bød os velkommen med håndtryk. Ved indgangen til salene fik vi hver
udleveret et kort med vort navn på og med angivelse af, hvilket bord, vi skulle sidde ved.


Nu blev vi budt på velkomstdrinks, som vi tog med ind i de fine sale, hvor vi gik rundt og hilste på de øvrige folketingsmedlemmer, ministre, EU-parlamentsmedlemmer og de højtstående ansatte i Folketing og ved hoffet. Især var det sjovt at hilse på ægtefællerne, som vi jo ikke så så ofte. Jeg kunne godt lide at præsentere min mand for så mange som muligt, så han også træf de mennesker, som fylder meget i min hverdag.


Kort før klokken 20 ankommer Dronningen og Prins Henrik samt den øvrige familie, og så stiller alle op i to rækker med damen til højre og venter på at komme til at hilse på den kongelige familien. Først er det statsministeren og regeringsmedlemmer, men ellers kommer vi i tilfældig orden.
I døråbningen ind til den sidste sal, hvor Dronningen, Prinsen, og den øvrige familie er linet op til hilsen, bliver vore navnekort sat rigtigt sammen med folketingsmedlemmets navn øverst og ledsagerens nederst.
Derefter gives det videre til "opråberen", som først råber folketingsmedlemmets navn og derefter ledsagerens. Da min mands navn havde genlydt i de kongelige sale, skred vi hen over gulvet og hilste først på Dronningen med et håndtryk og i mit tilfælde en nejen, som gentog sig med de øvrige familiemedlemmer. At min mand leverede et flot buk er jeg ikke i tvivl om. Den kongelige familie bestod i år kun af regentparret samt Prinsesse Alexandra og Prins Joakim, mens den sidste gang også bestod af Kronprinsen, Dronning Ingrid, Prinsesse Benedikte m. familie og Prinsesse Elizabeth.

Nu blev jeg af min mand ført hen til mit bord, hvorefter vore veje skiltes, idet ægtefæller altid placeres adskilt. Ved mit bord blev jeg modtaget af slotsforvalterens kone, som konverserede mig, indtil de øvrige bordfæller havde indfundet sig. Der er
altid en ansat ved hvert bord, så alle føler, at værten er repræsenteret. Sidste gang havde jeg således kaptajnen på kongeskibet til bords.


Man bliver stående ved sin plads til alle er kommet ind i salen. Så lukkes dørene, og vi venter lidt, mens de kongelige formodentlig vasker hænder og netter sig lidt. Så går dørene op og de kongelige følges til deres pladser af gallaklædte livrister.

Hofmarskallen følger Dronningen. Når hun har sat sig, må vi alle sætte os.

Forretten bestod af små lækkerier, som spistes direkte på århundredgamle sølvtallerkner. Sølvbestikket lå med bagsiden opad, så man ikke behøvede diskret at vende det for at forvisse sig om, at det er tretårnet sølv. Forretten skulle spises med to gafler, og da det ikke er så almindeligt derhjemme i Bakkelyparken i Ry, så iagttog jeg slotsforvalterens kones håndtering af redskaberne for at forvisse mig om, at jeg ikke faldt helt igennem. Hun fik på behændigt vis gelejdet bordets 3 folketings-medlemmer, 3 ledsagere og chefen for International Afdeling så perfekt igennem bordets ceremonier, så udenforstående ville have troet, at vi altid havde spist af sølvtallerkner.


Hovedretten, som bestod af skinke og vildsvinekølle med forskelligt tilbehør, var stillet an til selvhentning i tilstødende lokaler, og dertil serveredes regentparrets egen Cahor-rødvin. Senere kunne vi også selv hente forskellige desserter. Under middagen gik snakken livligt ved bordene, mens Livgardens musikkorps stod på balkonen og musicerede. Et underholdende indslag blev det også til, i dette tilfælde med vokalensemblet Musica Ficta.

Man skal sørge for at forsyne sig mens tid er, for når først dronningen har rejst sig for at gå ind til kaffen i de tilstødende lokaler, så er middagen ovre. Dronningen drikker kaffe siddende ved et lille rundt bord sammen med kvindelige medlemmer, som er specielt inviteret til hendes bord. Vi andre måtte drikke kaffen stående, mens vi hyggesnakkede med forskellige, hvis selskab vi enten havde søgt, eller som vi tilfældigt havnede i. Stemningen er sædvanligvis utvungent på dette tidspunkt, og selv om jeg hørte ordet "vandmiljø-plan" blive nævnt, så bestod snakken mest af jovialt drilleri og almindelig småsnak. Vi ventede jo bare på, at ballet skulle åbne.


Da dørene blev slået op til dansesalen og Dronningen åbnede ballet med statsministeren i en vals, stod min mand og jeg nærmest døren, så vi var på dansegulvet som nogle af de første par. Der er nu noget specielt ved at danse på marmorgulv i så smuk en sal med kvinder og mænd i smukke rober. Det er som at være hensat til kejsertidens Wien i det forrige århundrede. Jeg er sikker på, at jeg faktisk burde høre til på den tid; jeg er bare født for sent.
Efter en times dans, blev "Les Lancier" annonceret. Det er aftenens højdepunkt. Især Venstrefolk mestrer den dans, og derfor havde min mand og jeg lært at danse den sammen, allerede da jeg kom i Folketinget. Nu havde vi lige haft et genopfriskningskursus om formiddagen hos Hanne Severinsen, før vi stillede op i kvadrille sammen med Jette og Jørgen Winther og to par mere. Jette er suveræn til den dans, så hun dirigerede diskret hele kvadrillen igennem Lanciens 5 danse, så vi følte os som verdensmestre på de glatte marmorgulve. Sveddryppende søgte vi kolde drikke i baren efter dansen, før vi fortsatte i rock og rul og valsetakt.


Klokken halv et sluttede dansen, og nu kom 4 gardere, 2 fløjtespillere og 2 trommeslagere med hofmarskal Haslund- Christensen smilende lige i hælene og hentede de kongelige. De marcherede med specielle skridt ned gennem salen til Dronningens plads, og processionen med de kongelige forlod salen, mens de sidstnævnte vinkede til os, som stod tæt sammenpakket på begge sider af processionens smalle passage og nejede og bukkede for regenten og hendes familie som tak for en dejlig aften.


Nu var ballet forbi, og efter at have snakket lidt sammen i små grupper, mens den sidste drink blev skyllet ned, søgte de fleste ud til taxaerne, som i en sand strøm kørte hen over slotspladsen.


Hjemme i min lille lejlighed var det lidt vemodigt at skulle afføre mig min smukke dybblå "prinsessekjole", som jeg nok ikke finder anledning til at bære igen sådan lige med det første. Min mand smed "pingvinen", som han havde båret så flot, og pludselig var vi igen blot "almindelige" trætte mennesker, der havde haft en rigtig god oplevelse.