Mennesker, jeg mødte

Ofte er jeg blevet spurgt, hvordan jeg kan holde den hårde tone, der er mellem politikerne, ud?
Når jeg forklarer, at der faktisk var mange politikere på tværs af partiskellene, som jeg syntes vældig godt om, selv om jeg var rygende uenig med dem politisk, så har mange svært ved at forstå det.

 

Jette Gottlieb Enhedslisten

Derfor fortæller jeg om min tilknytning til Jette Gottlieb fra Enhedslisten. En pige, jeg kom til at værdsætte meget for hendes store menneskelige kvaliteter og lynende intelligens.

Kursus i England
Første gang, jeg stiftede bekendtskab med hende, var i foråret 1995, hvor en lille flok danske folketingsmedlemmer var på et intensivt kursus i parlamentariker-engelsk i Sydengland.

Kurset var tilrettelagt for parlamentsmedlemmer fra de nordiske lande, og der var 6 folketingsmedlemmer fra Danmark, foruden repræsentanter fra mange europæiske lande. De danske deltagere var: Jette Gottlieb, Elsebeth Gerner Nielsen, Anders Mølgaard, Esther Larsen, Bodil Thrane, og mig.
Kurset var meget intensivt, og der måtte kun tales engelsk, også vi danskere indbyrdes.
Måltiderne, som fandt sted i et meget hyggeligt, intimt lokale, var et lærestykke i socialt samvær på engelsk. Især Dinner var et stilfuldt foretagende med drink før måltidet og diverse taler efter spisningen.
Ved det sidste måltid, man deltog i på stedet, skulle man aflevere en afskedstale, - på engelsk off course! Det var altid festligt at høre de forskellige kursisters måde at gribe det an på.
Fredag aften, hvor vi danskere skulle holde afskedstale, var der ret mange, så for at få lidt forandringer i foretagenet, besluttede jeg mig for at synge den første engelske sang, jeg i sin tid lærte i skolen. "Here we are again. Happy as can be, all good pals and jolly good compagni".
På vejen hen til spisestuen gik jeg og nynnede for mig selv, men da jeg kom forbi Jette Gottliebs hus, slog hun vinduet op og spurgte mig, om jeg havde tænkt mig at synge. Det måtte jeg indrømme, og hun spurgte så, om vi ikke skulle synge tostemmigt. Jeg indvilgede samtidig med at jeg måske virkede lidt tvivlende overfor, om hun kunne synge. Det havde jeg nemlig ikke hørt.
Hun bedyrede, at hun havde sunget meget i kor og kunne en hel del sange tostemmigt.
Hun foreslog, vi kunne synge "I skovens dybe stille ro"? Den kunne vi begge udenad.

Efter middagen blev det så min tur til at levere min tale, og jeg annoncerede så, at jeg gerne ville synge en engelsk sang. Jeg sang min sang, "Here we are again" som vakte opmærksomhed, mest fordi det var en anderledes måde at holde tale på, men sangen kendte kun få.
Derefter sang Jette Gottlieb og jeg uden falske toner to-stemmigt "I skovens dybe stille ro" og begejstringen ville ingen ende tage, selv om de fleste ikke kunne forstå ordene.
Vi blev opfordret til at synge endnu mere, og Jette spurgte mig hurtigt, om jeg kunne synge "Ole sad på en knold og sang"? Jeg sagde, at det kunne jeg godt, men jeg var ikke sikker på, at jeg kunne huske hvordan alle versene kom efter hinanden. "Pyt da med det", sagde hun, "det er der jo ingen der forstår alligevel".
Og så sang vi "Ole sad på en knold og sang" to-stemmigt med versene serveret lidt i spredt rækkefølge. Men succesen var hjemme.
Et historisk øjeblik, hvor to danske kvinder, en Venstre og èn til venstre forenedes i dansk sang.
Elsebeth Gerner Nielsen holdt den pæne tale!

Grønlandsrejse i 1995
Senere var Jette Gottlieb og jeg sammen på en rejse i Grønland, og på rejsens sidste aften spiste vi en officiel middag på et hotel i Nuuk. Vi sad ved flere runde borde i et lokale, hvor vinduerne vendte ud mod havet. Under middagen kom Jette hen til mig og sagde, at folketingsmedlemmerne Otto Steenholt og Hans Pavia Rosing, som hun var blevet placeret sammen med, havde opfordret hende til at synge en sang sammen med mig som underholdning.
Hun spurgte mig, om jeg kunne "Stille hjerte, sol går ned". Det kunne jeg, men hvordan var det nu teksten var? Vi gik ud i baglokalet og bag på en serviet skrev vi ved fælles hjælp teksten til sangen, og så gik vi ind og sang den to-stemmigt.

Det er et af mine bedste minder fra min folketingstid, da vi to meget forskellige kvinder stod og sang "Stille hjerte, sol går ned", mens solen faktisk gik ildrød ned ude i havet, hvor isbjergene lydløst passerede forbi.
En utrolig stemning.

 

 

Statsminister Kjell–Magne Bondevik

Før Kjell-Magne Bondevik blev statsminister i Norge lærte jeg ham ret godt at kende gennem arbejdet i Nordisk Råd, og jeg kom til at sætte meget stor pris på ham. Måske også fordi han så muligheder i mig, før jeg selv troede, jeg kunne magte større opgaver.
Han tilhørte "De kristelige" i Norge og hans parti var i Nordisk sammenhæng i samme gruppe som Venstre og Radikale Venstre fra Danmark. "Mittengruppen".
Vi havde været til et par Nordisk Råds sessioner, da han pludselig trak mig til side ved et "Mittengruppemøde" og sagde, at han ville foreslå mig som formand for et medieudvalg, og han troede, der kunne samles flertal for mig, når der skulle være afstemning på plenarmødet. Socialdemokraten Søren Hansen, som var formand for Folketingets kulturudvalg i Danmark var også kandidat og troede åbenbart, at han var selvskrevet til jobbet. Jeg glemmer aldrig hans forbavsede ansigtsudtryk, da han hørte, at jeg blev foreslået af "Mittengruppen" og hans forbitrelse, da jeg fik knebent flertal og dermed valgt. Han forsvandt fra mødet.
Det var ikke det bedste udgangspunkt for arbejdet i Medieudvalget, hvor Søren Hansen også skulle sidde. Medieudvalget havde til opgave én gang for alle at få afdække mulighederne for samarbejde mellem de nordiske landes TV-kanaler om Public Service-delen samt om samarbejde mellem film- og TV-mediet i Norden. En opgave, der ikke tidligere var lykkedes at få gjort færdig.
I løbet af kort tid fik vi et utroligt godt samarbejde i gruppen, også Søren Hansen var loyal medspiller, og det lykkedes faktisk efter et meget spændende arbejde at få en god beslutning og anbefaling til Nordisk Råd. Jeg oplevede det meget sjældne, at blive rost for arbejdet fra Nordisk Råds talerstol i plenarforsamlingen. Men mit arbejde var også opmærksomt blevet fulgt af Kjell-Magne Bondevik, som havde støttet mig undervejs.
Derefter fik han, som var formand for "Mittengruppen" mig valgt ind i "Mittengruppens" ledelse.

Trondheims 1000 års jubilæum
Jeg var inviteret med ledsager til Trondheims 1000 års jubilæum i sommeren 1997. Her var Kjell-Magne Bondevik vært, og som sædvanligt havde vi det meget fornøjeligt sammen. Det kom også til at omfatte min mand og Kjell-Magnes hustru. Vi var en aften inviteret til vikingespil ved Stiklestad til minde om slaget ved Stiklestad, hvor Olaf den Hellige omkom. Efter forestillingen var vi til middag, hvor vi blev beværtet med mjød. Kjell-Magne drak aldrig selv alkohol, men serverede gerne for andre. Vi sad sent på aftenen og talte om, hvordan man vinder et valg. Der skulle være valg i Norge senere på året, og han ville gerne vide lidt om Uffe Ellemann Jensens evne til at få vælgeropbakning.

Ved valget senere på året blev Kjell-Magne Bondevik statsminister i Norge.
Et halvt års tid senere fik han en depression og havde orlov i 3 uger. Da skrev jeg til ham for at opmuntre ham, og han skrev tilbage og takkede.

Da jeg og Knud Enggaard ikke blev genvalgt til Folketinget i 1998 inviterede Kjell-Magne og et par andre fra "Mittengruppen" os to over til en afskedsmiddag på en restaurant i Nyhavn i København. Det var en trist aften.

På Ry Højskole
Senere i 1999 havde De kristelige partier i Norden sommermøde på Ry Højskole. her tog jeg ned for at hilse på ham, og vi fik en hyggelig snak om tiden, der var gået.

 

 

Lagmand Edmund Joensen

Færøernes lagmand,(statsminister) Edmund Joensen blev også en god ven. Vi mødtes allerede den første dag i Folketingssalen, hvor han var valgt ind fra Færøerne. Vi sad lige ved siden af hinanden og kom allerede der på god fod med hinanden. Han skulle som repræsentant for Sambandspartiet på Færøerne holde sin jomfrutale allerede ved Folketingets åbning. Jeg fornemmede en vis nervøsitet hos ham og spurgte ham, om han var nervøs. Han benægtede, men bar tydeligt præg af det. Da jeg spurgte 3. gang, indrømmede han, at han var nervøs, især for, om han udtalte nogle bestemte danske ord rigtigt. Vi sad så og øvede på udtalen af ordene, og da det blev hans tur at gå på talerstolen, klarede han det vældig flot.
Kort tid efter blev han valgt som lagmand på Færøerne, hvilket er regeringsleder og så kunne han ikke fortsætte i Folketinget. Men så mødtes vi, når han var nede og tale forretning med den danske regering i en meget svær tid for Færøerne, eller vi fandt sammen, når vi mødtes i Nordisk Råd, hvor ministre og regeringsledere også altid deltog i en del af sessionen.
Senere var jeg med Folketingets Kirkeudvalg på en rejse til Færøerne. Da var han vært for os, og jeg dansede da kædedans sammen med ham.
Vi mødtes i 1998 til Venstres landsmøde, hvor vi snakkede en del sammen. Da var han helt knust over, at det var indenrigspolitiske forhold på Færøerne, der med ganske få stemmer hindrede Uffe Ellemann Jensen i at blive statsminister i Danmark.
Joensen er nu lagtingets formand, hvilket svarer til Folketingets formand herhjemme.