Valgt til Folketinget

21. september 1994 blev jeg valgt til Folketinget.

Det var så stor en overraskelse for mig, at jeg næsten ikke nåede at være spændt, før valget var en kendsgerning.

 

Venstre fik 5 personer valgt ind i Folketinget fra Århus Amt, én mere end tidligere, og der var spænding om, hvem der ville få den ekstra plads. På valgaftenen blev Alex Hilton fra Hammel udråbt til vinder i TV.

 

Da de personlige stemmer blev talt op dagen efter, var jeg på arbejde på skolen som sædvanligt. Her blev jeg ringet op af Danmarks Radio, som mente, at jeg "kunne blive interessant."

Om eftermiddagen tog jeg på kursus i Skanderborg. På vejen dertil blev jeg ringet op med besked om, at jeg havde fået et fint valg i Ry og Silkeborg. Klokken 15 blev jeg ringet op af Jørgen Winther, som sagde, at jeg havde fået et fint valg i Randers, og at jeg havde taget en del stemmer fra hans kreds, "Nu kan du godt finde læbestiften frem, for jeg tror, du er valgt," sagde han.

 

Kl. 16.30 blev jeg hentet af min mand i Skanderborg. Vi skulle til København, hvor vi skulle til begravelse dagen efter.

Mens vi kørte mod færgen i Ebeltoft, ringede Venstres amtsformand og ønskede mig til lykke, selv om resultatet fra Århus først ville foreligge kl. 18.

Jeg ringede derefter til TV2 Østjylland og sagde, at jeg vist nok var blevet valgt til Folketinget, og hvis de skulle bruge mig i studiet om aftenen, så ville jeg vente med at tage færgen til en afgang senere. TV2 meddelte mig, at de ikke forventede at skulle bruge mig, så vi kørte ombord på færgen samtidigt med, at valgresultatet i Århus blev offentliggjort.

 

Nu begyndte telefonen at kime med lykønskninger og fra journalister. Først da færgen kom udenfor mobilens rækkevidde kunne vi bestille en god middag og prøve at få samlet os lidt sammen ovenpå al den ståhej.

 

Hele vejen fra færgelejet i Odden blev jeg ringet op af journalister fra aviser og radio. Også en slukøret TV2 ringede. Men de fik først et interview med mig dagen efter – optaget i TV2 Lorry i København.

 

Det var den kaotiske begyndelse på èn af de mest spændende perioder i mit liv.